tirsdag den 27. april 2010

Tekstile Drømme


Tjek også lige ud hvad jeg fandt på Læderstræde i København. Grønlykke.com styrer - og så tjek lige den webshop! Glæder mig til at komme i gang med diverse sy/male/broderi-projekter med disse skønne stykker.

mandag den 26. april 2010

Arkitektur - Skulptur - Kunst




Var så heldig at være i København denne weekend. Turen blev rig på kunstneriske oplevelser - både de ventede og uventede. Vi nåede langt fra det hele, så jeg må derover igen inden længe.

Billederne er fra DR's Koncerthus ved DR Byen, Turning Torso i Malmø, Amaliehaven, The Balancing Act - 7 meter høje skulpturer placeret rundt omkring i København ifm. FN's tiår for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling, og Kunstnernes Forårsudstilling fra Charlottenborg - mere her.

Det er simpelthen kun et miniature-uddrag af, hvad vi nåede, så kig med på linksene og lad jer inspirere.
Men bid lige specielt mærke i den imponerende Facebook profil og tv-stills - i korssting!!! Så hvem siger at broderi er yt?!

søndag den 18. april 2010

Så trykker vi

 

I går var jeg på et virkelig inspirerende kursus hos Gemma i Kolding. Vi arbejdede med trykke-teknikker i forskellige variationer. Rammetryk, stempler, overførsel af motiver fra kopier og servietter m.m. På kurset arbejdede vi på tekstiler og lærreder, men det meste kan også bruges på glas. Det skal jeg vist lige bruge St. Bededagsferien på at eksperimentere lidt videre med. Og så selvfølgelig få syet fx. nogle puder og tasker af det, jeg fik fremstillet.

Jeg er vild med det grafiske udtryk og den mulighed for gentagelse, teknikkerne giver. Billedet med "A'et" er fra det område af voksdug jeg stod og arbejdede ved - et helt billede i sig selv.

søndag den 11. april 2010

Fiks og Færdig


Langt om længe er det laaange multifarvede halstørklæde færdigt. Fik hæftet alle de mange ender i går. I går var også dagen, hvor det lille pudsige æggehovede blev færdigt. Skal være i stedet for et marzipanæg til min nabo, som jeg skylder fra påske...... Så holder det også længere.

fredag den 9. april 2010

Hvor kommer inspirationen fra


Det blev såmen også til et par dage i værkstedet i den forgangne ferie. Jeg var i ugens løb faldet over nogle billeder fra den seneste udgave af hhv. Søndagsavisen og RUM, som vakte min interesse. Straks måtte jeg i gang med at omsætte idéerne til glasmaterialet. Og sådan er det egentlig ofte, at idéerne opstår...... mon dette kan laves i glas?
 
Myrerne fra artiklen blev til en lille række af forenklede, gentagede motiver på en helt enkel baggrund, og med det metalliske dicroic glas som farve-accent. Ternene fra reolen lod jeg gå igen i en form, som havde lidt samme proportioner. Farverne til det sidste fad har jeg fundet ved at studere farveholdningen fra et kunstkort, fundet i Kunstbygningen i Århus.

Altså, det gælder bare om at være åben for input, og se mulighederne i det, vi ser og oplever. 

torsdag den 8. april 2010

Ferie og jubilæum på udstilling

Den 1. april kunne jeg fejre mit første år på egne ben - med benene under eget bord - eller hvad jeg nu skal kalde det. Det har været et hektisk år med store oplevelser og tilpasse udfordringer, og jeg fortsætter med et smil på læben og krildren i maven af frydefuld forventning om det næste års begivenheder.

                               Cornelius Völker

                                            Udsnit af Michael Kvium

Jubilæumsdagen tilbragte jeg med en veninde bl.a. på Esbjerg Kunstmuseum, hvor Cornelius Völker og Michael Kvium har leveret en fantastisk udstilling. Se hvad Kunsten.nu har bragt om udstillingen. Efter for nylig at have hørt et meget uddybende foredrag om Kvium, sad han stadig i bevidstheden, og det var en stor oplevelse at kunne gå lidt dybere ind i billederne med den nye viden.

Lørdagen foregik i Århus, hvor det var Kunstnernes Påskeudstilling, jeg gerne ville opleve. Det er interessant at se, hvad en censurkommitté vælger ud blandt nyere kunstneres værker, som værende nyskabende og værdige til at få væg- og gulvplads - og dermed et skub videre i kunstnerkarrieren. Kig selv med på linket, men her er hvad der satte flest tanker i gang hos mig.


Det var så den påske, som stod i familiens, venners og inspirationens tegn.