tirsdag den 29. december 2009

Skrøne eller ej...


...men det er næsten fuldmåne, og jeg kan ikke sove. Sidder endnu en nat foran fjernsynet - heldigvis er det ferietid, og de viser nogle ret gode film.
Det er desuden blevet til denne håndfuld doodlemænd. Det er altid dejligt med noget i skitsebogen, så der er noget at tage af, når jeg savner motiver til akrylmalerierne.

søndag den 27. december 2009

Dejlige gaver



Tænk, hvor er jeg heldig. Jeg sidder i den hyggelige stue med mit nye strikkeprojekt og nyder synet af disse fantastisk flotte Karin Eriksson fyrfadsstager.


Når jeg så begiver mig ud i køkkenet, så slår jeg lige blikket på dette skønne Per Bo dejfad.
Den gode gammeldags facon - bare i nye farver.

Skandinavisk design har virkelig meget at byde på. Hvor er det inspirerende at følge udviklingen, og især se hvad hele retro-bølgen har at byde på. Jeg var lidt skeptisk i starten, men jeg må sige, at jeg er indfanget af tendensen.

Lidt ligesom dengang gamacherne og orange kom tilbage. Med nogen ting, er jeg bare en sæson eller to bagefter...

fredag den 25. december 2009

Filtede tørklæder

Nu hvor julegaverne er fordelt, så kan jeg her godt afsløre, at et af mine før-jule-projekter var filttørklæder.

Det sorte og lime var til min mor, så nu hvor den er pakket ud, kan jeg godt vise den her.

Inspireret af unikarina, fandt jeg nogle filtrester frem, som har ligget i efterhånden flere år. Nu var tiden og anledningen lige til at eksperimentere lidt.








Vinderne af julekonkurrencen

Det er nu blevet den 25. december, regnen trommer mod ruden, og sidste frist for at deltage i julekonkurrencen er nået.

Vinderne er trukket......


Lysestagerne til Hanne B, billedet til Vivian G og armbåndet går til Yvonne.

Til lykke til jer!

Jeg sender tingene til jer så snart posthuset åbner igen.

torsdag den 24. december 2009

Glædelig hvid jul

De sidste par dage er sneen bare væltet ned. Det var med nød og næppe, at vi fik byttet gaver med familien med sneen fygende om ørerne på os. Heldigvis har vi udstyret i orden, og så er der bare nogen opgaver, som er mere drengede end andre.
Duerne har smæsket sig i bog fra den enorme rødbøg.


Og vi nyder lidt hjemmelavet konfekt - ja, jeg nåede det i år.
De bedste juleønsker til jer alle!

mandag den 21. december 2009

Iværksætter af første grad

Har netop læst ovennævente bog færdig. Jeg må bøje mig i støvet i dyb respekt og beundring. Vagn Bysted forstod at gribe en chance, når den bød sig - han så en (forretnings-) mulighed i de mest usandsynlige ting, han mødte på sin vej.

Han var ikke bange for at tage chancer og satse alt. Bogen beskriver også vigtigheden af, at have en forstående og tålmodig familie, som bakker op - at have venskaber, relationer og netværk - at have mod og dristighed (nogle gange vist lidt dumdristig...), hårdt arbejde og leve i nuet.
Se det er en rigtig iværksætter.

En fantastisk bog jeg har med mig i tankerne længe endnu.

torsdag den 17. december 2009

Endnu et juleønske


Hvis jeg nu var i den heldige situation at eje en laptop, så ønskede jeg mig helt sikkert denne taske. Er vild med mønsteret! Måske det kan inspirere til noget på glas i stedet....

onsdag den 16. december 2009

Haven i sneklæder

Så viste vinteren sig fra sin smukkeste side.

Klar til fjerde adventssøndag

Fandt nogle fine lys i supermarkedet i dag til de små lysfade i pang-farver. Har flere fade i glasovnen - næsten klar til sidste brænding (slumping). De står vist og køler ned lige nu.

Plejer at sige, at hver gang jeg åbner glasovnen, er det som juleaften - og nu er den ægte her snart. Hvor er jeg dog en heldig pamjulefis!

tirsdag den 15. december 2009

Mmmm - Grovboller

I går oplevede jeg det, som ofte sker. Havde planer om rugbrød til aftensmaden. Men ak - det var blevet lidt for tørt - lige inden det kriminelle stadie - så det røg ud. Så ellers i gang med min all-time-favorite bolledej. Snart duftede huset af nybagt brød, og aftensmaden var reddet.

I får lige opskriften her:

5 dl lunkent vand
1 ps. tørgær
1 spsk. groft salt
2 spsk. flydende honning
1 dl græskarkerner
200 gr. hakkede hasselnødder
200 gr. sigtet speltmel
ca. 3-400 gr. groft speltmel

Tørgær, salt og honning opløses i vandet. Tilsæt græskarkernerne og nødderne (nødderne har jeg hakket med min stavblender - ikke for fint). Lad stå i 10 min. Tænd for ovnen - alm. 180 grader - og bland først sigtet, så groft speltmel i dejen. Den skal være lidt svær at røre rundt, dog stadig klæg - altså ikke alt for meget groft speltmel til sidst. Tilsæt lidt ad gangen. Har egentlig aldrig nøje afvejet, hvor meget jeg bruger - derfor "ca.". Sæt bollerne af på bagepapiret med en ske. De skal hverken æltes eller formes! Bages i ca. 23-25 min. Får ca. 15 boller ud af det. Og husk - økologisk hvor muligt.

Velbekomme.

fredag den 11. december 2009

Farvefest til julegaverne

Har for første gang i laaang tid haft en stille dag. Det blev udnyttet til at svælge i lidt nostalgisk perle-pilleri. Inspireret af unikarina i morges, gik jeg straks i gang.

Det må vist blive årets pynt til julegaverne. Har besluttet at køre mønster- og farvemikset videre fra pakkelegspakkerne til julegaverne. Var for øvrigt ikke særlig heldig til pakkelegen, så en medspiller ved siden af forbarmede sig over mig, og donerede én af sine 7 - ja 7! pakker.

onsdag den 9. december 2009

Tænk globalt - Køb lokalt

Og denne opfordring tog jeg konsekvensen af, da jeg i formiddags var afsted for at købe ind til den næste uges tid.

I Jelling er der fra i dag en ny butik "Kræs"! Og som navnet siger, så bugner den med lækkerier i alle afskygninger. Fisk, Chokolade, Olier og ikke mindst ost fra Ulvedal Ost i Egtved og pølser etc. fra Aalbæk Slagteren i Farre. Så bor du i nærheden, så læg lige vejen forbi.
Jeg var én af de heldige første 80 kunder, så i eftermiddag står den på (gratis) friskbrygget hus-kaffe fra Kræs. Mmmm!

tirsdag den 8. december 2009

1 - 2 - 3

En gammel plante, som jeg nok desværre har overset med vandkanden, måtte lade livet. Det efterlod en tom plads i vindueskarmen, som straks blev overtaget af tre små juletræer i en klat mos (den billige udgave, som vokser - eller er det gror? - i vores græsplæne i hidtil uset udstrækning).

mandag den 7. december 2009

Mønstermiks

Årets første pakkeleg er i morgen. Jeg glæder mig helt vildt! Har i tidens løb været udsat for mange udgaver og regler, men min favorit er altså bare den allermest gammeldags. Har i den anledning været i gang med saks og lim.

Fandt lidt gamle rester og nogle nye mønstre.


Her er så resultatet. Forventer en vild kamp om gaverne, som alle skulle være hjemmelavede denne gang.

søndag den 6. december 2009

Adventsmysterium


Hvor er det skønt! Jeg er endnu ikke for gammel til at få en adventskalender! Min mor har antennerne ude hele året, og så gemmer hun tingene væk til december.

Hvad mon gemmer sig i denne pakke?...................

lørdag den 5. december 2009

Cool Julemarked

Brugte formiddagen i Kolding på at samle inspiration og købe lidt adventsgaver til mig selv på Designskolens julemarked.

Det var en hel tilfældighed, at jeg fandt ud af, at det i det hele taget fandtes - tak Jette! - så måtte bare se hvad de kunne finde på af nyt.

Der var alt i keramik, strik, smykker, grafik og ellers alt, hvad mit lille kreative hjerte kunne begære.




Så bl.a. disse herlige fingerhandsker - inspireret af pigernes tur til Japan. Når en ung japaner bliver fotograferet, så er det her åbenbart "håndtegnet!" - endnu ikke en dille i min del af verden. Mea Andresen og Maja Theselius har så designet disse handsker, som var et af dagens store hits. Kunne helt sikkert godt vænne mig til at mine fingre var delt lidt anderledes op.





Måtte simpelthen have fingre i disse seje julekort. Er vild med det grafiske og formen!!!
Se mere her. Hvem mon bliver de 3, som får deres julehilsen på en 5-kant. Ja, jeg beholder det ene selv!


Så hvis muligheden er der, så læg vejen forbi Designskolen på Ågade i Kolding. Jeg har i hvert fald fået endnu flere ønsker på min liste.

Go' tur!

onsdag den 2. december 2009

Kontrasternes tid


Dette er synet, jeg nyder i denne tid, når jeg ser ud af mit køkken.

En sart og noget forfrossen hvid rose og så juletræet, som fuglene elsker at sidde i.

Kan ikke sige om lysene yder dem nogen form for behageligere temperatur, eller om det bare er fordi det står nær foderet.
.... og ja, der er mørkt på landet!

tirsdag den 1. december 2009

JULEKONKURRENCE

Du kan nu tilmelde dig som fast læser af min blog, og gør du det senest den 24. december 2009, så deltager du i lodtrækningen om en af tre gavepakker fra "mine tre værksteder"


Værdien er ca. kr. 200,- per styk

Vinderne offentliggøres her på bloggen senest den 31. december.

For at tilmelde sig som fast læser, kræver det, at du opretter en Google konto - ganske ufarligt og gratis, men altså endnu et nyt kodeord at huske - suk.

Pøj Pøj!