Viser opslag med etiketten Kunst. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kunst. Vis alle opslag

tirsdag den 24. januar 2012

Med TRYK på


Legede for nylig med grafiske tryk, som jeg limer på lærreder. Her er det en hånd, en figur og nogle enkle grene. Kombineret med tusch, blæk, maling og lidt vilde streger kan det se sådan ud.

Lidt snapshots fra tryk-processen.

lørdag den 26. februar 2011

Træerne - i nye sammenhænge


Har været i gang med kamera, lærred, maling, lim og fotokopi igen. Fandt ud af, at det faktisk er bedre at smøre madolie eller vaseline over det overførte motiv, fremfor at lakere det.

søndag den 23. januar 2011

Sort/Hvid på lærred


Har lige været i gang med at forberede eksempler til næste malehold med FOF i Vejle - i bedste tv-køkken stil.

Gik på opdagelse i mine fotos og fandt en håndfuld interessante frem - lige fra tang-dyr fra Vesterhavet, majsmarken, min stensætning, det store ensomme træ i gårdspladsen m.m. Nogle har jeg leget lidt med i Photoshop - andre er bare lige omsat til gråtoner.

Har altid en håndfuld lærreder stående, som jeg er gået i stå med, og så er det jo oplagt at arbejde videre på dem, til dette projekt.
  • Mal en lys bund på lærredet og lad det tørre. Farven er underordnet - bare den er lys, så den står i kontrast til den mørke sværte
  • Smør lim (jeg anbefaler Royal Coat Decoupagelim, som jeg har fra Panduro) på lærredet - ikke for tyndt så det tørrer for hurtigt
  • Læg så fotokopien/printet omvendt på lærredet med tryksværten/blækket i limen. Lad det knastørre - gerne natten over
  • Med den bløde side af en pjaskvåd køkkensvamp nuldres så forsigtigt papiret af. Pas på ikke at være for voldsom, så gnider du limen og sværten af igen. Tag dig god tid
  • Resultatet kan evt. lakeres, så motivet fremstår knivskarp
  • TIP! Brug helst inkjet/blæk og det billigste kopipapir. Det glittede papir er svært at nuldre af
  • Billedet kan du så male videre på bagefter

tirsdag den 23. november 2010

Julemarked i Silkeborg Kunstnerhus


Sidste uges tur inspirations- og indkøbstur til Silkeborg bragte mig forbi Silkeborg Kunstnerhus. Og juhu for det! Sikke mange flotte, unikke og gennemarbejdede ting.

Skal helt sikkert tilbage dertil, når der er julemarked.

onsdag den 13. oktober 2010

Glasknapper




Har lige produceret en håndfuld krakellerede glasknapper, som jeg skal vise i aften til krakelleringskurset. På fredag skal de så sammen med de andre knapper med til udstillingen i Fåborg, som i øvrigt er blevet rigtig fin.

Håber selvfølgelig at der kommer rigtig mange besøgende / kunder til vores lille galleri og arbejdende værksted i Levins Hus.

onsdag den 6. oktober 2010

Tegn efter model

Tjek lige det her arrangement ud! Hvis du vil i gang med at tegne eller allerede er øvet, så tag med til croquis i Give lørdag den 16. oktober. Tilmeld jer til Christina på 28299018 eller christinakunst@gmail.com.

Du kan også lige læse lidt om CreaGive her.

Croquis er hurtige og skitseagtige tegninger efter levende model. Tempoet gør, at stregen fokuserer på det essentielle i modellen. Resultaterne er fantastiske som oplæg til fx. malerier.

fredag den 1. oktober 2010

En masse sort og hvidt

Mangler du noget at lave i weekenden, så tag til Trapholt. Havde en fabelagtig oplevelse i selskab med Lin Utzon og Cathrine Raben Davidsens billeder, skulptur, tegninger og grafik.

En masse sort på hvidt - lige min smag!

tirsdag den 28. september 2010

Kunstneriske Spor i weekenden

Hvis du endnu ikke ved, hvad du skal få den kommende weekend til at gå med, så har jeg lige spottet dette arrangement. Kunne selv godt tænke mig bl.a. at besøge Line i Århus.

fredag den 17. september 2010

Tegnefestival 2011

Bliv årets mest kreative skole. Så skal der tegne battles. Det er NU det sker - Tegnefestival 2011. Send gerne linket videre til alle de billedkunstlærere du kender. Du kan også selv deltage som publikum.

Læs mere om Tegnefestival 2011 her

søndag den 12. september 2010

Sarte og følsomme malerier


Havde den mest fantastiske aften i mandags. Var til fernisering i Give hos Kunstforeningen Diagonalen og deres udstilling af malerier af Ljudmila Vodopic fra Vejle.

Den er helt bestemt et besøg værd. Billederne er fulde af følelser, billedmæssige kontraster og så har Ljudmila bare sin helt egen streg.

Enjoy!

fredag den 10. september 2010

Nuancer af sort

Thomas Kluge, Skjul. 1996 120 x 120 cm, Privateje

Jeg blev så glad, da jeg så, at udstillingen Nuancer af sort kommer til Vejle Kunstmuseum. Jeg nåede den desværre ikke, da den blev vist på Ordrupgaard - men nu kommer den hertil.

Særudstillingen åbner på torsdag den 16. september kl. 16.30.

Læg vejen forbi Vejle Kunstmuseum og nyd de fantastiske værker af bl.a. Thomas Kluge, Michael Kvium - ja, jeg er en fan - Martin Bigum og fem andre forrygende samtidskunstnere.

Hver periode i kunsthistorien har haft sine mørkemalere, og på denne udstilling ser vi hvordan kunstnerne behandler livets dybt eksistentielle spørgsmål.

Læs mere om udstillingen i Vejle og hvad der tidligere er skrevet om den her

Jeg glæder mig i hvert fald!

fredag den 30. juli 2010

Nye perler - Sculls og Ugler


Har lige en håndfuld nye ting med hjem fra Københavnerturen i starten af ugen. Dem glæder jeg mig til at anvende til friske idéer.
Der kommer også snart datoer for smykkekurserne på hjemmesiden, så meld dig til nyhedsbrevet og få datoerne i kalenderen.


Har også fundet sculls i det nye Bo Bedre.

Pieter Claesz - Vanitas quiet life

Kranier er op gennem kunsthistorien er blevet brugt i utallige still leben - Vanitas - til at symbolisere dødelighed, det forgængelige, livets gang. Andre symboler på det samme er et lys, som er pustet ud, uret, rodnende frugter, timeglasset m.m.

mandag den 5. juli 2010

Blomstermaleri og broderi


I sidste uge var jeg to dage i Juelsminde for at lave et male-oplæg til sommerkursisterne hos Juelsminde Husflid. Temaet var blomster, hvilket den smukke have hos Emmy leverede masser af inspiration til.

Vi startede ud med at lave blindtegnede skitser, som blev overført til maleriet. Baggrunden blev arbejdet godt igennem, og med kalkérpapir, overhead projektor, stempler, skabeloner, rammetryk blev motiverne overført til lærrederne. Nogle lærreder var opspændte, andre var løst lærred sat på en plade med malertape. De blev efterfølgende beskåret og klippet ud til mindre malerier.

Og så kom det næste spændende trin. Der skulle broderes videre på billederne. Franske knuder, fladsting, kontursting og alverdens fine effekter, som jeg ikke er ekspert i. Min del af undervisningen afsluttedes efter de første par dage, så jeg nåede ikke at se hvad alle de færdige resultater blev. Jeg håber, nogen huskede at tage endnu flere billeder.

En stor sommerhilsen til alle de søde og dejlige kursister!

onsdag den 23. juni 2010

Kunstbrænderiets sommerudstilling


Se lige her. Et par af mine favoritkunstnere er repræsenteret her på Vejle Kunstforenings sommerudstilling i Kunstbrænderiet. De andre skal glæder jeg mig til at stifte bekendtskab med.

I udstillingen deltager Annette Hornskov Mørk, Julius Ross, Søren Bjælde, Pia Brix Thomsen, Hakon Lund Jensen, Birgitte Kongegaard Jensen, Per Just, Henning Nielsen, Hans Gregersen, Kathe Nielsen, Anita Due, Nis Schmidt og Lise Frølund.

Kig forbi på Kunstbrænderiets hjemmeside først, og så læg turen forbi udstillingen!!! Maleri, grafik, skulptur m.m. pirrer sanserne.

tirsdag den 15. juni 2010

Åbne Værksteder lørdag 19. juni 10-16.00


Så er forberedelserne ved at være godt i gang til lørdagens Åbne Værksteder.

Det er i samarbejde med Kunstforum Givskud, at vi i alt 8 steder i og omkring Givskud åbner op for vores værksteder og udstillinger. Jeg håber selvfølgelig, at der kommer rigtig mange mennesker.

Der vises glas, maleri, keramik, smykker, patchwork, æsker, filt, sten og meget meget mere. Så hvis kalenderen tillader det, så kig endelig forbi.

tirsdag den 18. maj 2010

Malerisk uge

En hel uge med maleri - kompetent og inspirerende underviser - naturskønne omgivelser - dejlige med-kursister - fuld forplejning! Hvad kan man ønske sig mere?! Hele den sidste uge har jeg tilbragt på Kunsthøjskolen på Ærø i selskab med en masse andre male-kursister og Anne Marie Ploug som underviser.
Vi blev i starten bombarderet med opgaver og små puf, så vi og vores maleri kunne udvikle sig. Kurset hed "Når du kan male alt - hvad tør du så". Nu mener jeg ikke, at jeg kan male alt, men havde behov for at blive udfordret på mit male-mod. Og det blev jeg så! Nå ja, og så er jeg stor fan af Anne Marie og hendes billeder.

For oven kan I se nogle skitser og et færdigt værk - bare en lille del af, hvad jeg nåede i løbet af ugen. Nu er jeg så hjemvendt med knolden fuld af ny viden og inspiration til at komme videre. Både med mit eget maleri og nye kurser.

Så bare fat penslen og kom i gang - det er berigende, frustrerende, sjovt, lærerigt, legende, irriterende og og og 

fredag den 7. maj 2010

Kunstner Weekend i Pinsen hos Beth Baun


Hvis du savner et udflugtsmål i pinsen, så læg vejen forbi hos Beth Baun. Stedet ligger skønt - butikken bugner af lækkerier i form af tøj, smykker, boligtilbehør og meget meget mere.

OG så er der yderligere et område, hvor kunstnere/kunsthåndværkere/designere m.m. sælger deres egne kreationer. Jeg deltager med mine smykker og glas, og vil selv være der 2. pinsedag.

Åbningstiden er 10 - 14.00 lørdag til mandag, så kom endelig forbi. Vi ses!

mandag den 26. april 2010

Arkitektur - Skulptur - Kunst




Var så heldig at være i København denne weekend. Turen blev rig på kunstneriske oplevelser - både de ventede og uventede. Vi nåede langt fra det hele, så jeg må derover igen inden længe.

Billederne er fra DR's Koncerthus ved DR Byen, Turning Torso i Malmø, Amaliehaven, The Balancing Act - 7 meter høje skulpturer placeret rundt omkring i København ifm. FN's tiår for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling, og Kunstnernes Forårsudstilling fra Charlottenborg - mere her.

Det er simpelthen kun et miniature-uddrag af, hvad vi nåede, så kig med på linksene og lad jer inspirere.
Men bid lige specielt mærke i den imponerende Facebook profil og tv-stills - i korssting!!! Så hvem siger at broderi er yt?!

søndag den 18. april 2010

Så trykker vi

 

I går var jeg på et virkelig inspirerende kursus hos Gemma i Kolding. Vi arbejdede med trykke-teknikker i forskellige variationer. Rammetryk, stempler, overførsel af motiver fra kopier og servietter m.m. På kurset arbejdede vi på tekstiler og lærreder, men det meste kan også bruges på glas. Det skal jeg vist lige bruge St. Bededagsferien på at eksperimentere lidt videre med. Og så selvfølgelig få syet fx. nogle puder og tasker af det, jeg fik fremstillet.

Jeg er vild med det grafiske udtryk og den mulighed for gentagelse, teknikkerne giver. Billedet med "A'et" er fra det område af voksdug jeg stod og arbejdede ved - et helt billede i sig selv.