onsdag den 23. juni 2010

Kunstbrænderiets sommerudstilling


Se lige her. Et par af mine favoritkunstnere er repræsenteret her på Vejle Kunstforenings sommerudstilling i Kunstbrænderiet. De andre skal glæder jeg mig til at stifte bekendtskab med.

I udstillingen deltager Annette Hornskov Mørk, Julius Ross, Søren Bjælde, Pia Brix Thomsen, Hakon Lund Jensen, Birgitte Kongegaard Jensen, Per Just, Henning Nielsen, Hans Gregersen, Kathe Nielsen, Anita Due, Nis Schmidt og Lise Frølund.

Kig forbi på Kunstbrænderiets hjemmeside først, og så læg turen forbi udstillingen!!! Maleri, grafik, skulptur m.m. pirrer sanserne.

fredag den 18. juni 2010

Pileflet med glas


Onsdag - i det dejlige solskin - tilbragte jeg hos min pilefletter-veninde Vibeke. Mit projekt for dagen var rivenet-hegnet. Har længe ønsket mig et, men ikke liiige haft anledningen til at få det lavet. Nu står det så og pynter i haven - ikke lige som læhegn, men som blikfang og rum-skaber.

Vibeke og jeg underviser sammen i starten af juli her på Harresøgaard, hvor kursisterne den første dag (3.7.) laver glasset, og ugen efter, når glasset er brændt (10.7.) fletter pil. Så skulle nogen have lyst til selv at arbejde med kombinationen af glas og pil, så kan det være anledningen.

Her er nogle billeder fra 2003 og 2004, hvor vi lavede nogle tilsvarende kurser.





tirsdag den 15. juni 2010

Åbne Værksteder lørdag 19. juni 10-16.00


Så er forberedelserne ved at være godt i gang til lørdagens Åbne Værksteder.

Det er i samarbejde med Kunstforum Givskud, at vi i alt 8 steder i og omkring Givskud åbner op for vores værksteder og udstillinger. Jeg håber selvfølgelig, at der kommer rigtig mange mennesker.

Der vises glas, maleri, keramik, smykker, patchwork, æsker, filt, sten og meget meget mere. Så hvis kalenderen tillader det, så kig endelig forbi.

lørdag den 5. juni 2010

Nyt liv i Spinderihallerne






I går havde jeg fornøjelsen at være med til den officielle indvielse af Spinderihallerne i Vejle. De gamle bomuldsspinderier har fået ny indretning og er blevet hjemsted for 42 kreative virksomheder.

Der er bl.a. et balletkompagni, Vejle Museum, tøjfirmaer, fotograf, grafikere, webdesignere og min nye veninde, keramiker Sara Scheel.

Kig endelig forbi - det summer af liv, innovation og kreativitet. Altså alt det, som vores samfund skal satse på: VIDEN, OPLEVELSER, KREATIVITET, INNOVATION, SAMARBEJDE PÅ TVÆRS AF FAGGRUPPER. Det var de ord, som blev gentaget af alle talerne (borgmesteren, arkitekten, Peter Ålbæk og "dem med pengene"). Jeg fornemmer, at jeg er på vej i den rigtige retning...

tirsdag den 1. juni 2010

Orange Josefineknuder


Sidst jeg var i København, fandt jeg denne orange lædersnøre hos Skindhuset. Den er nu blevet til en masse armbånd af josefineknuder, og kan bl.a. købes hos Kræs i Jelling.


Det kan de her også. Eller mon der er udsolgt efter de mange besøgende under Jelling Festival?

tirsdag den 25. maj 2010

Pinsemarkeder og nyt yndlingskrus



Udover selv at deltage hos Beth Baun, nåede jeg at besøge kunsthåndværkermarkederne på Krusmølle ved Aabenraa og på Trapholt i den forgangne pinseweekend.

PLUS EN EKSTRA BONUS!!! Jeg har fået mig et nyt yndlingskrus. Fandt det hos Helle D på Trapholt. Det har bløde former, finurligt sammensatte små motiver og så de skønne striber, som jeg jo er så vild med.

Så lav ingen planer for næste pinse, udover at besøge de mange inspirerende kunsthåndværkermarkeder.

Grønnegade Marked i Vejle


Sæt allerede nu kryds i kalenderen til Grønnegade Marked i Vejle den 19. juni kl. 10-15.00. Der kommer kunsthåndværkere fra nær og fjern og sætter gang i Grønnegade!

Kan du måske selv "et godt håndværk" (strik, sy, smykker, male, glas, møbler m.m.) og har lyst til at deltage, kan du kontakte Ann Røge i butikken i Grønnegade senest den 9. juni.

tirsdag den 18. maj 2010

Malerisk uge

En hel uge med maleri - kompetent og inspirerende underviser - naturskønne omgivelser - dejlige med-kursister - fuld forplejning! Hvad kan man ønske sig mere?! Hele den sidste uge har jeg tilbragt på Kunsthøjskolen på Ærø i selskab med en masse andre male-kursister og Anne Marie Ploug som underviser.
Vi blev i starten bombarderet med opgaver og små puf, så vi og vores maleri kunne udvikle sig. Kurset hed "Når du kan male alt - hvad tør du så". Nu mener jeg ikke, at jeg kan male alt, men havde behov for at blive udfordret på mit male-mod. Og det blev jeg så! Nå ja, og så er jeg stor fan af Anne Marie og hendes billeder.

For oven kan I se nogle skitser og et færdigt værk - bare en lille del af, hvad jeg nåede i løbet af ugen. Nu er jeg så hjemvendt med knolden fuld af ny viden og inspiration til at komme videre. Både med mit eget maleri og nye kurser.

Så bare fat penslen og kom i gang - det er berigende, frustrerende, sjovt, lærerigt, legende, irriterende og og og 

fredag den 7. maj 2010

Kunstner Weekend i Pinsen hos Beth Baun


Hvis du savner et udflugtsmål i pinsen, så læg vejen forbi hos Beth Baun. Stedet ligger skønt - butikken bugner af lækkerier i form af tøj, smykker, boligtilbehør og meget meget mere.

OG så er der yderligere et område, hvor kunstnere/kunsthåndværkere/designere m.m. sælger deres egne kreationer. Jeg deltager med mine smykker og glas, og vil selv være der 2. pinsedag.

Åbningstiden er 10 - 14.00 lørdag til mandag, så kom endelig forbi. Vi ses!

tirsdag den 27. april 2010

Tekstile Drømme


Tjek også lige ud hvad jeg fandt på Læderstræde i København. Grønlykke.com styrer - og så tjek lige den webshop! Glæder mig til at komme i gang med diverse sy/male/broderi-projekter med disse skønne stykker.

mandag den 26. april 2010

Arkitektur - Skulptur - Kunst




Var så heldig at være i København denne weekend. Turen blev rig på kunstneriske oplevelser - både de ventede og uventede. Vi nåede langt fra det hele, så jeg må derover igen inden længe.

Billederne er fra DR's Koncerthus ved DR Byen, Turning Torso i Malmø, Amaliehaven, The Balancing Act - 7 meter høje skulpturer placeret rundt omkring i København ifm. FN's tiår for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling, og Kunstnernes Forårsudstilling fra Charlottenborg - mere her.

Det er simpelthen kun et miniature-uddrag af, hvad vi nåede, så kig med på linksene og lad jer inspirere.
Men bid lige specielt mærke i den imponerende Facebook profil og tv-stills - i korssting!!! Så hvem siger at broderi er yt?!

søndag den 18. april 2010

Så trykker vi

 

I går var jeg på et virkelig inspirerende kursus hos Gemma i Kolding. Vi arbejdede med trykke-teknikker i forskellige variationer. Rammetryk, stempler, overførsel af motiver fra kopier og servietter m.m. På kurset arbejdede vi på tekstiler og lærreder, men det meste kan også bruges på glas. Det skal jeg vist lige bruge St. Bededagsferien på at eksperimentere lidt videre med. Og så selvfølgelig få syet fx. nogle puder og tasker af det, jeg fik fremstillet.

Jeg er vild med det grafiske udtryk og den mulighed for gentagelse, teknikkerne giver. Billedet med "A'et" er fra det område af voksdug jeg stod og arbejdede ved - et helt billede i sig selv.

søndag den 11. april 2010

Fiks og Færdig


Langt om længe er det laaange multifarvede halstørklæde færdigt. Fik hæftet alle de mange ender i går. I går var også dagen, hvor det lille pudsige æggehovede blev færdigt. Skal være i stedet for et marzipanæg til min nabo, som jeg skylder fra påske...... Så holder det også længere.

fredag den 9. april 2010

Hvor kommer inspirationen fra


Det blev såmen også til et par dage i værkstedet i den forgangne ferie. Jeg var i ugens løb faldet over nogle billeder fra den seneste udgave af hhv. Søndagsavisen og RUM, som vakte min interesse. Straks måtte jeg i gang med at omsætte idéerne til glasmaterialet. Og sådan er det egentlig ofte, at idéerne opstår...... mon dette kan laves i glas?
 
Myrerne fra artiklen blev til en lille række af forenklede, gentagede motiver på en helt enkel baggrund, og med det metalliske dicroic glas som farve-accent. Ternene fra reolen lod jeg gå igen i en form, som havde lidt samme proportioner. Farverne til det sidste fad har jeg fundet ved at studere farveholdningen fra et kunstkort, fundet i Kunstbygningen i Århus.

Altså, det gælder bare om at være åben for input, og se mulighederne i det, vi ser og oplever. 

torsdag den 8. april 2010

Ferie og jubilæum på udstilling

Den 1. april kunne jeg fejre mit første år på egne ben - med benene under eget bord - eller hvad jeg nu skal kalde det. Det har været et hektisk år med store oplevelser og tilpasse udfordringer, og jeg fortsætter med et smil på læben og krildren i maven af frydefuld forventning om det næste års begivenheder.

                               Cornelius Völker

                                            Udsnit af Michael Kvium

Jubilæumsdagen tilbragte jeg med en veninde bl.a. på Esbjerg Kunstmuseum, hvor Cornelius Völker og Michael Kvium har leveret en fantastisk udstilling. Se hvad Kunsten.nu har bragt om udstillingen. Efter for nylig at have hørt et meget uddybende foredrag om Kvium, sad han stadig i bevidstheden, og det var en stor oplevelse at kunne gå lidt dybere ind i billederne med den nye viden.

Lørdagen foregik i Århus, hvor det var Kunstnernes Påskeudstilling, jeg gerne ville opleve. Det er interessant at se, hvad en censurkommitté vælger ud blandt nyere kunstneres værker, som værende nyskabende og værdige til at få væg- og gulvplads - og dermed et skub videre i kunstnerkarrieren. Kig selv med på linket, men her er hvad der satte flest tanker i gang hos mig.


Det var så den påske, som stod i familiens, venners og inspirationens tegn.