mandag den 13. december 2010

Myrekrus



Her ser I lige, hvad der nok er en seriøs konkurrent til mit yndlingskrus. Fandt det hos Yvonne Berg på Ahlefeldsgade på min tur til København i weekenden.

Har altså "ét-eller-andet" med myrer for tiden. Her er de på et af mine glasfade.

torsdag den 2. december 2010

Julestjerner



Nisserne har fået konkurrence af mine glas julestjerner. Her bl.a. som lyseholder i min lidt utraditionelle adventskrans. Holderne til de næste tre søndage er ikke lavet endnu, så det må være næste prioritet.

God adventstid til alle!

fredag den 26. november 2010

Glimmer-guldsmede


Må altså lige vise, hvad der er nyt i glasværkstedet. De skal da helt sikkert på nogle halsvedhæng.

Er vild med guldsmede. Her en levende en af slagsen.

Høje snedriver, orange mark og lidt stemning

Var lige ved at rydde lidt op i billederne og faldt over disse her.
Det første er fra sidste år, lige efter de kæmpe snedriver var væk. Da dukkede dette syn frem.

Det næste er fra en græskarmark - og nej, det er ikke lavet i Photoshop. Det var lige før efterårsferien på sydfyn. Har altså aldrig set sådan et syn før. Herligt!


Det sidste er et stemningsbillede fra for et par dage siden. Mon ikke jeg kan få nogle smukke grafiske billeder ud af de fine majs-stubbe og de bare træer.

tirsdag den 23. november 2010

Julemarked i Silkeborg Kunstnerhus


Sidste uges tur inspirations- og indkøbstur til Silkeborg bragte mig forbi Silkeborg Kunstnerhus. Og juhu for det! Sikke mange flotte, unikke og gennemarbejdede ting.

Skal helt sikkert tilbage dertil, når der er julemarked.

fredag den 12. november 2010

Fine glasresultater




Ville da lige vise nogle få af de fine resultater, kursisterne har fået ud af det krakellerede glas.
Det er desuden brugt til armbånd og halskæder i mange forskellige afskygninger.

Har lige lagt datoerne for 2011 kurserne på hjemmesiden, så kig med som de første.

lørdag den 6. november 2010

Udsøgt kunsthåndværk og kunst



Fredagen gik med en tur til Aarhus. KIC slog dørene op til en masse dygtige udstillere. Rigtig mange keramikere er repræsenteret, smykkekunstnere, tekstil m.m.

Udstillingen åbnede med en workshop, hvor jeg var så heldig at deltage. Temaet var mod og sanser. Jeg vil ikke gå så meget i detaljer, men bare sige at det var super inspirerende.

Nå ja - og så blev der også købt et par julegaver - inkl. én til mig selv. Vil ikke bringe noget foto, da den meget ligner gaven til min svigerinde.

Tjek udstillerne på KIC ud her

Bagefter var jeg lige forbi AROS og lod mig imponere, fortrylle og fordybe af Julie Nords meget detaljerede og fabulerende værker.

Se hvad Aros skriver om Julie Nord, Xenoglossy her

Og så var jeg jo desværre ikke så heldig at nå til København og se Kronprinseparrets smukt udsmykkede hjem i Frederik VIII's palæ. Men sørme om ikke Aros har lavet en udstilling med monster store fotos, videoer og rum indrettet som på Amalienborg. Det var (næsten) som at være der. Så hvis du heller ikke nåede det, så tag lige et smut forbi Aros og få indtrykkene der.

Kreative Tøser i Billund

Var lige en tur i Vejle hos Røge og Co i Grønnegade, og fik denne lille huskeseddel med hjem. Så piger - hvis I er i nærheden af Billund den 21. november, så kig forbi i Billund Centret.

Masser af gaveidéer!!! Billedet er kun et lille udsnit af den laaaange liste af ting, som kan ses og købes!

onsdag den 3. november 2010

Kunsthåndværk i Aarhus

TIP til weekenden: Besøg KIC i Ridehuset, Vester Allé 1, Aarhus (nu med to a'er).
Kræs og creme de la creme - dansk kunsthåndværk, når det er bedst.

Glæder mig især til at se, hvad Sara Scheel har med - er vild med hendes skrible-tegninger i keramikken! Billedet er fra Saras værksted i Spinderihallerne i Vejle.

mandag den 1. november 2010

Flere knuder

Og sådan ser så en snake knot så ud. Slet ikke så slem at lære endda.

onsdag den 27. oktober 2010

Hul i glasset

Er endelig blevet den glade ejer af en søjleboremaskine. Det åbner op for masser af nye muligheder. Det gik selvfølgelig ikke godt i hverken første eller andet forsøg - vist noget med tålmodigheden.... Men pludselig så lykkedes det.

Knuden er en button knot - knapknude?! Ikke helt en abehånd, men den ligner og er noget lettere at lave.

mandag den 25. oktober 2010

Pulverbillede

I min legen med pulveret, glasset og krakelleringerne, var jeg omkring lidt flere eksperimenter. Her er det blevet til et lille billede, som jeg har klistret på et gammelt låg til en vase, som nu fungerer som ophæng.

onsdag den 13. oktober 2010

Armbånd med glasknapper


Bloggen drillede, så kunne ikke få flere billeder på det forrige indlæg, men knapperne har jeg altså tænkt mig bl.a. skal bruges til de her armbånd.

Glasknapper




Har lige produceret en håndfuld krakellerede glasknapper, som jeg skal vise i aften til krakelleringskurset. På fredag skal de så sammen med de andre knapper med til udstillingen i Fåborg, som i øvrigt er blevet rigtig fin.

Håber selvfølgelig at der kommer rigtig mange besøgende / kunder til vores lille galleri og arbejdende værksted i Levins Hus.

onsdag den 6. oktober 2010

Tegn efter model

Tjek lige det her arrangement ud! Hvis du vil i gang med at tegne eller allerede er øvet, så tag med til croquis i Give lørdag den 16. oktober. Tilmeld jer til Christina på 28299018 eller christinakunst@gmail.com.

Du kan også lige læse lidt om CreaGive her.

Croquis er hurtige og skitseagtige tegninger efter levende model. Tempoet gør, at stregen fokuserer på det essentielle i modellen. Resultaterne er fantastiske som oplæg til fx. malerier.

fredag den 1. oktober 2010

En masse sort og hvidt

Mangler du noget at lave i weekenden, så tag til Trapholt. Havde en fabelagtig oplevelse i selskab med Lin Utzon og Cathrine Raben Davidsens billeder, skulptur, tegninger og grafik.

En masse sort på hvidt - lige min smag!

tirsdag den 28. september 2010

Kunstneriske Spor i weekenden

Hvis du endnu ikke ved, hvad du skal få den kommende weekend til at gå med, så har jeg lige spottet dette arrangement. Kunne selv godt tænke mig bl.a. at besøge Line i Århus.

fredag den 17. september 2010

Tegnefestival 2011

Bliv årets mest kreative skole. Så skal der tegne battles. Det er NU det sker - Tegnefestival 2011. Send gerne linket videre til alle de billedkunstlærere du kender. Du kan også selv deltage som publikum.

Læs mere om Tegnefestival 2011 her

søndag den 12. september 2010

Sarte og følsomme malerier


Havde den mest fantastiske aften i mandags. Var til fernisering i Give hos Kunstforeningen Diagonalen og deres udstilling af malerier af Ljudmila Vodopic fra Vejle.

Den er helt bestemt et besøg værd. Billederne er fulde af følelser, billedmæssige kontraster og så har Ljudmila bare sin helt egen streg.

Enjoy!

fredag den 10. september 2010

Nuancer af sort

Thomas Kluge, Skjul. 1996 120 x 120 cm, Privateje

Jeg blev så glad, da jeg så, at udstillingen Nuancer af sort kommer til Vejle Kunstmuseum. Jeg nåede den desværre ikke, da den blev vist på Ordrupgaard - men nu kommer den hertil.

Særudstillingen åbner på torsdag den 16. september kl. 16.30.

Læg vejen forbi Vejle Kunstmuseum og nyd de fantastiske værker af bl.a. Thomas Kluge, Michael Kvium - ja, jeg er en fan - Martin Bigum og fem andre forrygende samtidskunstnere.

Hver periode i kunsthistorien har haft sine mørkemalere, og på denne udstilling ser vi hvordan kunstnerne behandler livets dybt eksistentielle spørgsmål.

Læs mere om udstillingen i Vejle og hvad der tidligere er skrevet om den her

Jeg glæder mig i hvert fald!

mandag den 6. september 2010

Nød lærer kvinde at opfinde


Fik også lige lavet nogle perler til armbånd af mit krakellerede glas. Hullerne viste sig dog at være for små til den størrelse elastik, jeg har på lager. Tænke... tænke... alternativ... lædersnøre! Det har jeg da hjemme. Ville gerne have perler hele vejen rundt, men pyt - det må blive en karabinhage-lukning. Hvis så også læderet skal være lidt med i designet, hvad så...? Josefineknuder! Og sådan bliver et armbånd til.

lørdag den 4. september 2010

Smykke-slaraffenland åbner

Kl. 10.00 lørdag den 18. september åbner den kæmpe nye smykke- og glasbutik i Kolding. Ravstedhus åbner en godt 200 m2 super flot butik med ALT hvad hjertet kan begære indenfor smykke- og glasfremstilling.

Der er arbejdende værksteder og hammergode tilbud. Mig finder du også dernede hele dagen. Er kommet ind under Ravstedhus' vinger som underviser på deres workshops i Kolding, så I kan komme og få en lille appetizer den 18. september.

Vi ses!

mandag den 30. august 2010

Glas der revner - med vilje


Her ser I lige, hvad resultaterne af mit seneste eksperiment endte ud med. Det er glaspulver, som er drysset ud i to lag i to forskellige farver (hhv. sort og hvid / sort og lime). Der er sprayet vand under og imellem lagene, så når jeg forsigtigt bøjer fiberpapiret det ligger på, så fremkommer disse krakelleringer. Så har det fået et lag transparent glas henover - og vupti - så ser det sådan ud, altså efter en brænding.

Jeg er meget positivt overrasket over resultatet, så nu tør jeg godt bruge det i undervisningen. Der kommer et aftenkursus (over to aftener) hvor man først laver glasset med krakelleringerne, og gangen efter, så er der mulighed for at viderebearbejde - altså skære det op og bruge i andre ting, ex. smykker. Datoerne kommer ud med næste nyhedsbrev. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

mandag den 23. august 2010

Emalje - nu også om armen


Fik lige lavet et armbånd af en gammel cykelslange klippet i små trekanter og en håndfuld emaljer fra 1001perle. De fåes både på Gl. Kongevej 105, Frederiksberg og i webshoppen. Go' arbejdslyst!

fredag den 30. juli 2010

Nye perler - Sculls og Ugler


Har lige en håndfuld nye ting med hjem fra Københavnerturen i starten af ugen. Dem glæder jeg mig til at anvende til friske idéer.
Der kommer også snart datoer for smykkekurserne på hjemmesiden, så meld dig til nyhedsbrevet og få datoerne i kalenderen.


Har også fundet sculls i det nye Bo Bedre.

Pieter Claesz - Vanitas quiet life

Kranier er op gennem kunsthistorien er blevet brugt i utallige still leben - Vanitas - til at symbolisere dødelighed, det forgængelige, livets gang. Andre symboler på det samme er et lys, som er pustet ud, uret, rodnende frugter, timeglasset m.m.

søndag den 18. juli 2010

Tigermaske Papegøje Kylling og andre glasdyr

Her er så et meget lille udvalg af de fine ting, børnene fik lavet i løbet af de første to glaskurser. Ja fantasien og fingerfærdighederne fejler bestemt ikke noget blandt Danmarks yngste generation!

fredag den 16. juli 2010

Strandmaleri på campingpladsen

I går var jeg nogle timer på Rosenvold Camping ved Vejle Fjord for at lave lidt maleinspiration til campinggæsterne. Der var heldigvis dejligt vejr, så vi smuttede ned til stranden for at lave skitser, som så senere blev omsat til billeder.

Der blev malet, spartlet, ridset, tegnet med tre generationer. Super dejlig dag!

onsdag den 14. juli 2010

Glaskursus i børnehøjde

De to første børneglashold med Vejle Kommunes Sommerpas program er nu allerede færdige.
Jamen jeg siger det igen. De idéer der bare hver gang myldrer frem, er imponerende. 14 piger og 2 drenge har frembragt et hav af store og små finurlige opfindelser, som I kan se mere om nogle dage, når det er brændt færdigt.

Indtil videre kan I måske fornemme noget af den intensive energi i billederne. Det blev til kun ganske få stykker plaster og kun ca. 5 cm af min aloe vera plante - altså billigere sluppet end på mange voksenkurser :o)

mandag den 5. juli 2010

Blomstermaleri og broderi


I sidste uge var jeg to dage i Juelsminde for at lave et male-oplæg til sommerkursisterne hos Juelsminde Husflid. Temaet var blomster, hvilket den smukke have hos Emmy leverede masser af inspiration til.

Vi startede ud med at lave blindtegnede skitser, som blev overført til maleriet. Baggrunden blev arbejdet godt igennem, og med kalkérpapir, overhead projektor, stempler, skabeloner, rammetryk blev motiverne overført til lærrederne. Nogle lærreder var opspændte, andre var løst lærred sat på en plade med malertape. De blev efterfølgende beskåret og klippet ud til mindre malerier.

Og så kom det næste spændende trin. Der skulle broderes videre på billederne. Franske knuder, fladsting, kontursting og alverdens fine effekter, som jeg ikke er ekspert i. Min del af undervisningen afsluttedes efter de første par dage, så jeg nåede ikke at se hvad alle de færdige resultater blev. Jeg håber, nogen huskede at tage endnu flere billeder.

En stor sommerhilsen til alle de søde og dejlige kursister!

onsdag den 23. juni 2010

Kunstbrænderiets sommerudstilling


Se lige her. Et par af mine favoritkunstnere er repræsenteret her på Vejle Kunstforenings sommerudstilling i Kunstbrænderiet. De andre skal glæder jeg mig til at stifte bekendtskab med.

I udstillingen deltager Annette Hornskov Mørk, Julius Ross, Søren Bjælde, Pia Brix Thomsen, Hakon Lund Jensen, Birgitte Kongegaard Jensen, Per Just, Henning Nielsen, Hans Gregersen, Kathe Nielsen, Anita Due, Nis Schmidt og Lise Frølund.

Kig forbi på Kunstbrænderiets hjemmeside først, og så læg turen forbi udstillingen!!! Maleri, grafik, skulptur m.m. pirrer sanserne.

fredag den 18. juni 2010

Pileflet med glas


Onsdag - i det dejlige solskin - tilbragte jeg hos min pilefletter-veninde Vibeke. Mit projekt for dagen var rivenet-hegnet. Har længe ønsket mig et, men ikke liiige haft anledningen til at få det lavet. Nu står det så og pynter i haven - ikke lige som læhegn, men som blikfang og rum-skaber.

Vibeke og jeg underviser sammen i starten af juli her på Harresøgaard, hvor kursisterne den første dag (3.7.) laver glasset, og ugen efter, når glasset er brændt (10.7.) fletter pil. Så skulle nogen have lyst til selv at arbejde med kombinationen af glas og pil, så kan det være anledningen.

Her er nogle billeder fra 2003 og 2004, hvor vi lavede nogle tilsvarende kurser.