Viser opslag med etiketten Brugskunst. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Brugskunst. Vis alle opslag

fredag den 13. januar 2012

Trends og tendenser




Indtrykkene fra gårsdagens besøg på Formland messen i Herning er ved at falde på plads. 2012/2013 sæsonen bliver et farveorgie! Den ene farverige stand efter den anden bød indenfor til nyt for næste vinter.

Stikordene jeg vil fremhæve er geometriske mønstre, grafiske motiver, enkelthed, god kvalitet, træ, holdbarhed, Ethno Chic og Urban Nature (naturen ind i byerne).

Et par trendspottere fortalte i deres foredrag, og til min store glæde, at ting som kreativitet, do-it-yourself, hygge, sanser, enkelthed, stil og grafisk er hvad vi kommer til at fokusere endnu mere på fremover. Som virksomhed bliver det noget med at give mere end kunderne forventer og skabe en helle i hverdagen.

Fremtiden ser farverig og sanselig ud!

Nå ja - og hold øje med tape og flagline!!!









tirsdag den 13. december 2011

Glas fra 2011

Jeg vil gerne lige præsentere nogle af de ting, der er blevet fremstillet i glasværkstedet i år. Det er både børn og voksne, der har været i gang og frembragt nogle sjove og smukke ting. Det er altid en oplevelse at se idéerne udvikle sig og opleve den intense stemning på værkstedet, når projekterne tager form.

 
 
 
 
 
 

 


lørdag den 13. august 2011

Træets årer på glas


Har leget lidt med glasmalingen. Fandt mit odringsværktøj frem og ville se, om jeg kunne få træstrukturen frem på glasset. Det virkede helt efter hensigten, så nu skal jeg bare finde anvendelse til glasset. Mon ikke det bliver en del i et nyt fad.

Trenden indenfor indretning er i det næste lange stykke tid præget af træ, læder, skind og andre naturmaterialer. Så hvordan kombinerer man det med glas? Med et odringsværktøj!

Odringsværktøjet har jeg med hjem fra England, hvor jeg deltog i en masse kurser i dekorationsteknikker tilbage i 90'erne. Det har siden været godt gemt væk i en rodekasse, men har nu fået lov til at få en fast plads på værkstedet. Så skal du på ét af mine glaskurser her til efteråret, kan du selv forsøge dig med teknikken.

Værktøjet finder du bl.a. hos Sløjd Detaljer.

fredag den 11. februar 2011

Udfordrende flet

Min tålmodighed blev seriøst sat på en prøve med dette projekt. Efter et inspirerende besøg hos Emmy, gav jeg mig alligevel i kast med det. Første gang - for et halvt år siden - gav jeg op. Men stædigheden og det, at jeg var så vild med resultatet gjorde, at jeg kom i gang i onsdags.

En hel cykelslange blev klippet op i 5mm brede små ringe, som jeg så flettede ind i hinanden i et lidt forvirrende system. Det tog mange timer, men hold da op, hvor er jeg glad for resultatet. Det er jeg sikker på at min mobil også er.

tirsdag den 8. februar 2011

Trends 2011 / 12




Her får I lige nogle indtryk fra Formland messen. Anette Eckmann, trendspotter, havde indrettet en Flower Factory med tendenser for de kommende sæsoner. Natur - natur - natur! Krible-krable, sculls, fjer, blomsterstrukturer, grafisk forenklede udtryk og meget mere natur. Kontraster - nyt/gammelt, nærvær, oplevelser.

Nederst ser I trendeksperternes ( PEJ Gruppen ) visualisering af det næste års tids farver. Altså stadig lilla, orange, grøn, blå og rød - men i disse særlige nuancer - og masser af brunt og gråt - det nye sorte.

mandag den 13. december 2010

Myrekrus



Her ser I lige, hvad der nok er en seriøs konkurrent til mit yndlingskrus. Fandt det hos Yvonne Berg på Ahlefeldsgade på min tur til København i weekenden.

Har altså "ét-eller-andet" med myrer for tiden. Her er de på et af mine glasfade.

tirsdag den 23. november 2010

Julemarked i Silkeborg Kunstnerhus


Sidste uges tur inspirations- og indkøbstur til Silkeborg bragte mig forbi Silkeborg Kunstnerhus. Og juhu for det! Sikke mange flotte, unikke og gennemarbejdede ting.

Skal helt sikkert tilbage dertil, når der er julemarked.

lørdag den 6. november 2010

Udsøgt kunsthåndværk og kunst



Fredagen gik med en tur til Aarhus. KIC slog dørene op til en masse dygtige udstillere. Rigtig mange keramikere er repræsenteret, smykkekunstnere, tekstil m.m.

Udstillingen åbnede med en workshop, hvor jeg var så heldig at deltage. Temaet var mod og sanser. Jeg vil ikke gå så meget i detaljer, men bare sige at det var super inspirerende.

Nå ja - og så blev der også købt et par julegaver - inkl. én til mig selv. Vil ikke bringe noget foto, da den meget ligner gaven til min svigerinde.

Tjek udstillerne på KIC ud her

Bagefter var jeg lige forbi AROS og lod mig imponere, fortrylle og fordybe af Julie Nords meget detaljerede og fabulerende værker.

Se hvad Aros skriver om Julie Nord, Xenoglossy her

Og så var jeg jo desværre ikke så heldig at nå til København og se Kronprinseparrets smukt udsmykkede hjem i Frederik VIII's palæ. Men sørme om ikke Aros har lavet en udstilling med monster store fotos, videoer og rum indrettet som på Amalienborg. Det var (næsten) som at være der. Så hvis du heller ikke nåede det, så tag lige et smut forbi Aros og få indtrykkene der.

onsdag den 3. november 2010

Kunsthåndværk i Aarhus

TIP til weekenden: Besøg KIC i Ridehuset, Vester Allé 1, Aarhus (nu med to a'er).
Kræs og creme de la creme - dansk kunsthåndværk, når det er bedst.

Glæder mig især til at se, hvad Sara Scheel har med - er vild med hendes skrible-tegninger i keramikken! Billedet er fra Saras værksted i Spinderihallerne i Vejle.

onsdag den 13. oktober 2010

Glasknapper




Har lige produceret en håndfuld krakellerede glasknapper, som jeg skal vise i aften til krakelleringskurset. På fredag skal de så sammen med de andre knapper med til udstillingen i Fåborg, som i øvrigt er blevet rigtig fin.

Håber selvfølgelig at der kommer rigtig mange besøgende / kunder til vores lille galleri og arbejdende værksted i Levins Hus.

mandag den 30. august 2010

Glas der revner - med vilje


Her ser I lige, hvad resultaterne af mit seneste eksperiment endte ud med. Det er glaspulver, som er drysset ud i to lag i to forskellige farver (hhv. sort og hvid / sort og lime). Der er sprayet vand under og imellem lagene, så når jeg forsigtigt bøjer fiberpapiret det ligger på, så fremkommer disse krakelleringer. Så har det fået et lag transparent glas henover - og vupti - så ser det sådan ud, altså efter en brænding.

Jeg er meget positivt overrasket over resultatet, så nu tør jeg godt bruge det i undervisningen. Der kommer et aftenkursus (over to aftener) hvor man først laver glasset med krakelleringerne, og gangen efter, så er der mulighed for at viderebearbejde - altså skære det op og bruge i andre ting, ex. smykker. Datoerne kommer ud med næste nyhedsbrev. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

tirsdag den 25. maj 2010

Pinsemarkeder og nyt yndlingskrus



Udover selv at deltage hos Beth Baun, nåede jeg at besøge kunsthåndværkermarkederne på Krusmølle ved Aabenraa og på Trapholt i den forgangne pinseweekend.

PLUS EN EKSTRA BONUS!!! Jeg har fået mig et nyt yndlingskrus. Fandt det hos Helle D på Trapholt. Det har bløde former, finurligt sammensatte små motiver og så de skønne striber, som jeg jo er så vild med.

Så lav ingen planer for næste pinse, udover at besøge de mange inspirerende kunsthåndværkermarkeder.

Grønnegade Marked i Vejle


Sæt allerede nu kryds i kalenderen til Grønnegade Marked i Vejle den 19. juni kl. 10-15.00. Der kommer kunsthåndværkere fra nær og fjern og sætter gang i Grønnegade!

Kan du måske selv "et godt håndværk" (strik, sy, smykker, male, glas, møbler m.m.) og har lyst til at deltage, kan du kontakte Ann Røge i butikken i Grønnegade senest den 9. juni.

fredag den 7. maj 2010

Kunstner Weekend i Pinsen hos Beth Baun


Hvis du savner et udflugtsmål i pinsen, så læg vejen forbi hos Beth Baun. Stedet ligger skønt - butikken bugner af lækkerier i form af tøj, smykker, boligtilbehør og meget meget mere.

OG så er der yderligere et område, hvor kunstnere/kunsthåndværkere/designere m.m. sælger deres egne kreationer. Jeg deltager med mine smykker og glas, og vil selv være der 2. pinsedag.

Åbningstiden er 10 - 14.00 lørdag til mandag, så kom endelig forbi. Vi ses!

tirsdag den 9. februar 2010

Besøgte Formland i Herning


Fredag blev brugt i Herning til Formland Messen. Det vil være fuldstændig uoverskueligt at fortælle om alle de seje nye ting, der kommer i butikkerne om ikke så længe, men glæd jer. Der var farver jvf farvekortet på billedet - sort/hvid grafiske udtryk - kitschede glimmerlam, genbrugstasker og meget meget mere.

Jeg vil her lige fremhæve en lille håndfuld af dem, som gjorde mest indtryk på mig. Nogle havde jeg udset mig på forhånd, og andre var bare så iøjnefaldende, at jeg ikke kunne gå forbi.

Cool keramik (krus, vaser m.m.) med de fedeste motiver fra Anna Carin Dahl
Enkle og farveglade smykker og krus fra Louise Kragh
Sokkelamper og andet strik fra Line Dyr
De mest originale tasker i genbrugs- og overskudsmaterialer fra grünBAG
og så min good old all-time favorite ferm LIVING med deres grafiske udtryk

søndag den 27. december 2009

Dejlige gaver



Tænk, hvor er jeg heldig. Jeg sidder i den hyggelige stue med mit nye strikkeprojekt og nyder synet af disse fantastisk flotte Karin Eriksson fyrfadsstager.


Når jeg så begiver mig ud i køkkenet, så slår jeg lige blikket på dette skønne Per Bo dejfad.
Den gode gammeldags facon - bare i nye farver.

Skandinavisk design har virkelig meget at byde på. Hvor er det inspirerende at følge udviklingen, og især se hvad hele retro-bølgen har at byde på. Jeg var lidt skeptisk i starten, men jeg må sige, at jeg er indfanget af tendensen.

Lidt ligesom dengang gamacherne og orange kom tilbage. Med nogen ting, er jeg bare en sæson eller to bagefter...